Teknologi kan hjælpe sygdomsramte børn

Nyhed

Hver dag møder tusindvis af elever op i skole. Men hvad med de elever, der har en kronisk sygdom, og som ikke kan være fysisk til stede? Teknologier, som vi bruger til hverdag, kan være løsningen.

Børn, der er ramt af langvarig sygdom, har ofte et højt fravær. Nogle har fravær drypvis – andre er væk i lange perioder ad gangen. Det høje fravær kan betyde, at eleven mister både faglig og social føling med klassen, og det kan gøre det unødigt svært for eleven at vende tilbage efter længere tids fravær. Tabet af social tilknytning gør ondt værre i en svær tid, hvor eleven skal forholde sig til sygdom og behandling.

Simple teknologiske løsninger, som danskerne bruger til hverdag, kan være en del af løsningen på, hvordan man klarer udfordringerne med at gøre de fysisk fraværende elever til en del af klassen.

En e-mail, et telefonopkald eller et videoopkald kan gøre en stor forskel, når en elev, der er sygefraværende, skal føle tilknytning til skolen og få informationer om blandt andet lektier. Især videoopkaldet kan være med til at bevare elevens tilknytning fagligt og socialt – det har man gode erfaringer med i både USA og Danmark.

USA bruger robotter

I USA gør de meget ud af at få elever til at være en del af skolen, selvom de ikke har mulighed for at være fysisk til stede. På en skole i delstaten South Carolina går en robot i skole for at repræsentere en pige, der følger med hjemmefra via sin computer. Se hvordan her.

Derfra kan hun styre robotten rundt på skolen, så hun kan deltage i undervisningen og tale med sine kammerater. Selvom hendes sygdom forhindrer hende i at være fysisk til stede, gør robotten, at hun føler sig som en del af klassen.

I Danmark har man på en skole forsøgt sig med videoopkald, som er et mere simpelt tiltag end en robot – og både lærere og elever har taget godt imod det.

Alma er med på Skype

Alma går i 1. klasse, da hun får konstateret leukæmi og står over for en længerevarende behandling, hvor hun ikke kan møde op i klassen. Efter noget tid foreslår Almas lærere, at hun kan være i kontakt med skolen via Skype, skriver folkeskolen.dk.

I starten skulle de andre børn i klassen vænne sig til, at kameraet var der, men det tænker de ikke over mere. Nu vil børnene gerne tale og lege med Alma via kameraerne. Videoopkaldene hjælper Alma til at være tæt på sine kammerater i skolen, selvom hun ikke kan være fysisk til stede. Almas klasselærere håber, at andre skoler kan lade sig inspirere af deres eksempel.

Det er nemt at gå til. Det kræver kun en netforbindelse, en helt almindelig computer og et web-kamera, og så er du på. Både for os og for Alma har det været en god løsning midt i en svær tid, siger klasselærer Bjarne Gehrt til folkeskolen.dk.

Brug teknologi ved langvarigt sygefravær

Skole for mig har samlet viden fra forskningslitteratur om sygeundervisning og teknologiske løsninger i én publikation.

Her kan du få inspiration og ideer til, hvordan man opretholder kontakten med en elev, der er fraværende.

Læs publikationen her.

Robotter erstatter syge skolebørn

I Frederikshavn Kommune bruger man teknologi til at hjælpe børn, der er langvarigt fraværende.

Læs her her om, hvordan robotter møder i skole, så fraværende børn kan følge med på videokamera.