Vil du være med i vores børnepanel?

Nyhed

Vi søger skolebørn med kronisk eller langvarig sygdom, der har lyst til at fortælle os, hvilke udfordringer sygdommen giver i skolen - og komme med ideer til, hvordan det kan gøres bedre.

Ingen ved mere om syge børns udfordringer og behov end børnene selv. Derfor søger Skole for mig frivillige børn, der har lyst til at fortælle os mere om, hvad det vil sige at være kronisk syg og gå i skole - enten gennem vores børnepanel eller ved, at vi interviewer dig.

De næste fire år skal Skole for mig forsøge at forbedre vilkårene for skolebørn med kronisk eller langvarig sygdom. Til det har vi brug for din hjælp.

Hvordan er det at være barn og have en langvarig sygdom? Hvad er det, der virkelig betyder noget, når man er barn og har en sygdom? Hvilke særlige udfordringer giver det i skolen og i undervisningen? Hvordan påvirker sygdommen forholdet til kammeraterne? Og hvad kan de voksne gøre for, at skoledagen bliver nemmere?

Alt det - og sikkert meget mere - kan du gøre os klogere på, ved at deltage i vores børnepanel.



Hvad er Børnepanelet?

I Børnepanelet vil du sammen med en håndfuld andre skolebørn i alderen 10-15 år stille skarpt på de udfordringer, I møder i skolen i forbindelse med at have en kronisk eller langvarig sygdom. I er eksperter på området, og derfor er det jer, der har de gode ideer til, hvad der kan gøres bedre.

Du kan møde op i et panel en enkelt gang eller flere. Vi betaler transporten og som tak for din hjælp giver vi et gavekort til en biografbillet.

Første panelmøde er tirsdag den 14. oktober kl. 13.30-16.00 hos Danske Patienter på Kompagnistræde 22, 1208 København K.

Andet panelmøde er torsdag den 16. oktober kl. 13.30-16.00 i Diabetesforeningen på Rytterkasernen 1 i Odense.



Fortæl os din historie

Hvis du ikke har mulighed for at være med i Børnepanelet, men du gerne vil fortælle os din historie, så kan vi komme ud og interviewe dig - enten hvor du bor eller hvor du går i skole. Hvis du ønsker det, kan din historie blive fortalt her på hjemmesiden. Du har mulighed for at være anonym.



Vil du være med?

Hvis du har lyst til at være med i Børnepanelet eller stille op til et interview, så kontakt os. SMS eller ring på telefon 41 39 35 00 eller send en mail til cbj@danskepatienter.dk