Workshop vil styrke børns selvværd

Nyhed
none

Børn med kronisk eller langvarig sygdom er i risikozonen for social isolation. Det tærer på selvværdet og kan føre til andre psykiske problemer. Ny workshop vil sikre elevers mentale helbred.

Anderledes udseende på grund af sygdom og bivirkninger fra medicin, højt fravær og særlige forholdsregler, der spænder ben. Det sidste, man vil, er at skille sig negativt ud fra klassekammeraterne. Men sådan ser hverdagen ud for mange børn med kronisk sygdom. 

Skolebørn med kronisk sygdom har mange bekymringer, der kan få betydning for deres identitetsdannelse og selvopfattelse. Social isolation og mobning er udbredt blandt disse børn, og det tærer på selvværdet.

En omsorgsundersøgelse gennemført af Mandag Morgen og Egmont Fonden viser, at 17 procent af de syge børn oplever, at de bliver mobbet eller holdt uden for af jævnaldrende – og ikke mindre end 30 procent af børnene overvejer fra tid til anden at tage deres eget liv.

Mental sundhed har ligeledes stor betydning for indlæringen, og undersøgelser viser ifølge Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade, at dårlig mental sundhed i barndommen ofte er noget, der fortsætter ind i voksenlivet.

Workshop hjælper på et positivt selvværd

En ny selvværdsworkshop, MindTalk, som er udviklet af LMS sætter fokus på det mentale helbred blandt børn og unge fra 7. til 10. klasse. Formålet er at forebygge spiseforstyrrelse og selvskade ved at styrke børnenes selvværd.

Workshoppen fokuserer på selvværd frem for spiseforstyrrelser og selvskade specifikt, fordi det ofte er dårligt selvværd, der ligger til grund for udvikling af spiseforstyrrelser eller selvskade såvel som andre psykiske lidelser. Den er derfor egnet til problemstillingen med dårligt selvværd på tværs af sygdomsdiagnoser – og generelt.

Workshoppen skal:

  • Hjælpe børn og unge med at opbygge et positivt selvværd ved at forstå og forholde sig til sig selv og hinanden – i særlig grad deres krop, tanker og følelser.
  • Skabe refleksion og debat omkring idealer, normer mv.
  • Udvikle færdigheder, som kan nedbryde medieskabte billeder og give unge et sprog, så de bedre kan udtrykke egne følelser og hjælpe hinanden frem for at tage afstand til hinanden eller oparbejde et skadeligt billede af, hvad der er naturligt, sundt og sejt.

Et tilbud til skoler og klubber  og lærere

Det er et tilbud til alle skoleklasser, fritids- eller sportsklubber og lignende, der har unge i alderen 13-17 år. MindTalk er opdelt i tre dele med forskelligt fokus, og veksler mellem oplæg fra underviseren, spørgsmål og øvelser i grupper, billed- og videomateriale samt diskussioner i plenum.


Workshoppen kan med fordel kombineres med et fagforedrag af en psykolog for lærere og pædagoger. Her bliver de klædt bedre på til at opdage og hjælp unge, som kæmper med spiseforstyrrelser eller selvskade.

Læs mere om MindTalk her.