Batteriøvelse

Med denne øvelse skal eleverne sætte ord og emojis på, hvordan de oplever det, når de er løbet tør for energi – og hvordan de lader deres batterier op. Øvelsen er tilpasset til 1.-4. og 5.-7 klasse.

Børn med kronisk eller langvarig sygdom skal lære at prioritere deres kræfter, så de passer på deres sygdom og ikke risikerer at forværre den. Men det kan være svært for børnene at forklare, at de er nødt til at vælge, hvad de bruger deres energi på, ligesom de andre i klassen kan have svært ved at sætte sig ind i, hvordan det føles, når man bliver hurtigere udmattet – eller hvorfor man nogle gange reagerer følelsesmæssigt på grund af træthed.

Dette redskab kan forebygge konflikter og mistrivsel ved at give eleverne et fælles sprog om træthed. Øvelsen består af tre forskellige batterier, hvor eleverne ved brug af emojis skal illustrere, hvordan de har det, når de har henholdsvis meget energi, begrænset energi og ingen energi. Batterierne kan også vise, hvor meget energi de har i løbet af en dag, og hvad der giver dem mere energi.

Øvelsen er tiltænkt hele klassen, da alle elever oplever at være trætte og reagere på forskellige måder, fordi de er løbet tør for energi. Når alle i klassen udfylder batterierne, får de et fælles sprog til at tale om træthed, der kan gøre det lettere at forklare, hvorfor man nogle gange ikke kan det hele. 

Tip!

Øvelsen kan også bruges til at understøtte en samtale om træthed mellem en lærer eller pædagog og den enkelte elev med sygdom.

Sådan gør I

Print versioner af de tre batterier og klippeark til batteri 1 og 3 til alle elever.

Start med at forklar eleverne om energi og træthed ganske kort. Lad dem derefter sammensætte deres egne personlige batterier.

Hver emoji på klippearket illustrerer, hvordan man kan opleve det, når man har henholdsvis meget energi, begrænset energi og ingen energi.

Eleverne skal vælge de emojis, der bedst illustrerer deres egne oplevelser, klippe dem ud og sætte dem på batteriet. Der er også et par blanke kort, hvor eleverne selv kan udfylde en følelse eller oplevelse.

Når eleverne har udfyldt alle tre batterier, kan de præsentere dem for hinanden – eventuelt i mindre grupper, så det er mere trygt.

Øvelsen tager cirka to timer at gennemføre, men det kan variere afhængigt af, om eleverne skal fremlægge deres batterier i grupper eller plenum, og hvordan der bliver lavet en fælles opsamling på øvelsen.

Download batteriøvelsen for 1.-4. klasse her.

Download batteriøvelsen for 5.-7. klasse her.

Download øvelsen 

Øvelsen består af tre batterier, som skal udfyldes – her er et eksempel:

Til batterierne hører der et klippeark med emojis – som for eksempel dette:

Download batteriøvelsen til 1.-4. klasse her.

Download batteriøvelsen til 5.-7. klasse her.

Gode erfaringer fra Tårnby Kommune

I Tårnby Kommune har en række skoler arbejdet med batteriøvelsen.

Det har givet lærerne nogle værdifulde indsigter, som blandt andet har betydet, at de har ændret tidspunktet for pauser, så de bedst muligt passer til, hvornår eleverne har brug for at lade deres batterier op.