Motivation er kodeordet

I dette interview med professor og overlæge Bente Klarlund får du blandt andet tre gode råd til, hvordan du kommer igang med at motionere – på trods af manglende motivation.

none

Om man får motioneret handler i høj grad om at overvinde sig selv og have selvkontrol. Mange faktorer påvirker selvkontrollen – blandt andet omgivelserne.

Hvis man er i en kultur, hvor mange motionerer, er der stor sandsynlighed for, at man selv gør det. Det bliver også lettere, hvis man bor et sted, hvor der er mulighed for at motionere. Omgivelserne betyder altså meget, siger Bente Klarlund, som er professor og overlæge på Rigshospitalet.

Hvad kan jeg selv gøre?

Bente Klarlund har tre grundlæggende råd til, hvordan man selv kan komme i gang med at motionere – på trods af manglende motivation. Kodeordet er, at man langsomt skal opbygge nye vaner og langsomt få motion ind som en naturlig del af hverdagen.

Hun giver derfor disse tre gode råd til mennesker – også til dem med en kronisk sygdom – der gerne vil have motion ind i hverdagen:

  • Tænk dine daglige vaner igennem og overvej, hvor du kan bruge kroppen som transportmiddel. Helt konkret kan du anskaffe dig en skridttæller og sætte konkrete mål for at bevæge dig noget mere. For eksempel kan du beslutte dig for, at du hver uge vil øge antallet af skridt med 20 procent.
  • Beslut dig for aldrig at tage elevatoren, men tag trappen i stedet.
  • Få tempo på dine skridt. Det betyder ikke, at du behøver gå til fitness eller boldspil men bare, at du med tiden kan begynde at gå hurtigere og måske løbe lidt. En god idé er at gå tur i bakket terræn, fordi det får pulsen op.

Motion på recept

I 2002 blev ordningen ”motion på recept” indført i de gamle amter. Med ordningen blev det et offentligt tilbud til patienter at blive behandlet for sin sygdom med motion i stedet for medicin.

Ordningen var ifølge Bente Klarlund et positivt tiltag, da det er dokumenteret, at en lang række sygdomme kan behandles med motion. Fordelen ved motion frem for piller er også, at motion kan lindre en lang række af sygdommens symptomer, hvorimod piller ofte kun lindrer enkelte symptomer – derfor skal patienten indtage mange forskellige præparater.

For få tilbyder ’motion på recept’

Udfordringen er, at ordningen i dag kun bruges af meget få læger. Bente Klarlund mener, at svaret på problemet ligger i organiseringen af ordningen.

Læger bør udskrive motion på recept, men problemet er, at der ikke er noget sted at gå hen og indløse recepten. Så problemet lige nu er at opbygge en infrastruktur, der gør, at patienterne reelt kan gå ned og få gang i noget træning, når de er syge, siger Bente Klarlund.

Strukturelle udfordringer 

Bente Klarlund henviser til, at motion på recept i dag ikke særligt ofte gives som et tilbud til borgerne. Dette er en konsekvens af kommunalreformen, hvor ansvaret for forebyggelsen blev overgivet fra de gamle amter til kommunerne. Tilbuddene i kommunerne varierer i dag fra ingen tilbud over individuelle tilbud til diagnosespecifikke holdtræningstilbud.

Politisk vilje

Tidligere forebyggelsesordfører Flemming Møller Mortensen (S) og tidligere sundhedsordfører Sophie Løhde (V) debatterede ’motion på recept’ i Deadline (mandag d. 27/02-2012). Her gav Flemming Møller Mortensen udtryk for, at regeringen vil forsøge at få ordningen i gang igen - trods de strukturelle udfordringer. 

Derfor er der måske håb for, at ordningen fra 2002 kan findes frem fra gemmerne, og at patienterne igen kan få et effektivt motionstilbud rettet mod sygdomsbekæmpelse.

Blå bog: Bente Klarlund

Bente Klarlund er født i 1956. Hun er professor, overlæge dr.med.

Bente er uddannet læge fra Københavns Universitet i 1983, speciallæge i infektionsmedicin i 1995 og i intern medicin i 1996.

Hun er medlem af bestyrelsen for Forebyggelsesfonden og formand for Det nationale råd for folkesundhed.

Hvad er motion på recept?

Motion på recept er et individorienteret og struktureret trænings- og vejledningsforløb i kommunalt regi, som ydes efter henvisning fra den alment praktiserende læge. Motion på recept er for fysisk inaktive borgere med eller i risiko for livsstilsrelaterede sygdomme.

Motion på recept blev indført som tilbud i nogle amter og kommuner tilbage i 2002.

Kilde: Sundhedsstyrelsen (2010), Resultatopsamling af motion på recept i Danmark.

Hent publikationen her.