Samarbejde med brugerrepræsentanter

Samarbejde med brugerrepræsentanter er en form for organisatorisk inddragelse, hvor sundhedsvæsenet og brugere arbejder sammen om udvikling af sundhedsvæsnet.

Samarbejde med brugerrepræsentanter handler om, at brugernes perspektiver bliver afdækket, omsat og anvendt i et projekt eller i en organisation.

Brugerrepræsentanter kan være brugere med egne erfaringer fra sundhedsvæsenet eller repræsentanter, der har en særlig viden om grupper af brugere, og vedkommende har til opgave at repræsentere en større gruppe brugeres perspektiver og interesser i et samarbejde.

Hvor gør man brug af brugerrepræsentanter?

Brugerrepræsentanter kan indgå i:

  • Udviklingsprojekter i en tidsafgrænset periode med et specifikt formål
  • Løbende kvalitetsarbejde for eksempel i kvalitetsudvalg eller arbejdsgrupper på et hospital eller i en kommune
  • Inddragelse i forskningsstrategier og -projekter
  • Politik- og strategiudvikling i (central)administrationen, for eksempel styregrupper og arbejdsgrupper, råd og nævn eller på administrativt niveau i en region, på et hospital eller i en kommune

Samarbejdet kan være organiseret som brugerråd, udelukkende med brugere, eller som en del af et råd, nævn eller en arbejdsgruppe for eksempel sammen med andre medarbejdere, eksperter og ledere. Det kan være ad hoc-opgaver i afgrænsede projekter eller som en fast del af en organisation, eksempelvis et kvalitetsudvalg eller et brugerråd.

Man samarbejder med brugerrepræsentanter i alle dele af sundhedsvæsenet, i kommuner, på hospitaler, i regioner, ministerier og styrelser. Nogle samarbejder er lovbestemte som for eksempel Ældre- og handicapråd i kommuner, Patientinddragelsesudvalgene (PIU) i regioner, i sundhedsklyngerne på tværs af sektorer og i Medicinrådet centralt. Andre samarbejder er lokalt besluttede og prioriterede for eksempel brugerråd, brugere i kvalitetsråd på hospitaler, afdelinger, i kommuner og plejecentre.

Hvorfor samarbejde med brugerrepræsentanter?

Brugerrepræsentation er vigtig at have i et projekt eller i en organisation, fordi brugerne har et andet perspektiv og en anden viden om sundhedsvæsenet og det at leve med en sygdom, end sundhedspersoner og administratorer har.

Det perspektiv skal understøtte, at man sammen skaber løsninger med højere kvalitet, der afspejler flere perspektiver og nuancer. Desuden er det en demokratisk ret at have indflydelse på det fælles sundhedsvæsen.

Hvordan gør man, og hvad skal man kunne?

For at opbygge et relevant og meningsfuldt samarbejde og få positive resultater, er det nødvendigt at planlægge og udføre samarbejdet nøje og tilpasse det til de lokale forhold.

Det kræver både viden om inddragelse af brugerrepræsentanter og kompetencer til at facilitere processer, og desuden kræver det mod og nysgerrighed til sammen med brugerne at finde gode løsninger og opdage egne blinde vinkler.

Brugerrepræsentanter skal have en grad af indflydelse i projektet eller arbejdet, så det stemmer overens med kriterier for brugerinddragelse. Det rette niveau af indflydelse afhænger af formålet med projektet eller arbejdet.

Sådan arbejder ViBIS med samarbejde med brugerrepræsentanter

I ViBIS arbejder vi med samarbejde med brugerrepræsentanter på mange måder.

Vi yder sparring og processtøtte til medarbejdere i organisationer som for eksempel hospitaler, kommuner, regioner og styrelser. Det handler typisk om, hvordan man kan planlægge inddragelsesprocesser, så de bliver relevante og meningsfulde i den konkrete kontekst. Desuden støtter vi i planlægning og processer om, hvordan møder skal faciliteres i praksis, så man får det rigtige og vigtige frem fra brugerne, og hvordan brugernes bidrag kan benyttes i arbejdet med udvikling og kvalitet.  

Derudover skaber vi netværk og intromøder med brugerrepræsentanter. Her er fokus typisk på at klæde brugerrepræsentanterne på til deres rolle og opgaver i et kvalitets- eller udviklingsprojekt.