Brugerinddragelse foregår forskelligt i sundhedsklynger

Nyhed
Klynge

Sundhedsklyngerne har for alvor taget fat på inddragelsen af brugerrepræsentanter – men det er en svær opgave, og det foregår meget forskelligt fra klynge til klynge, viser ny kvalitativ undersøgelse fra ViBIS.

Nu er det knap et år siden, at sundhedsklyngerene, og samarbejdet mellem kommune, hospital, brugere og almen praksis, blev etableret med det formål at skabe bedre og mere sammenhængende patientforløb. I sundhedsklyngerne bidrager brugerrepræsentanterne som noget nyt på et fagligt strategisk niveau, hvilket helt naturligt kræver fokus på det nye samarbejde, så brugerne kan bidrage på bedst mulig vis. 

På baggrund af en gennemgang af mødereferater og interviews med 11 brugerrepræsentanter har ViBIS derfor tegnet et billede af, hvordan sundhedsklyngerne har taget fat på arbejdet med at inddrage brugerne indtil nu. 

Undersøgelsen peger overordnet på, at brugerinddragelsen sker på meget forskellig vis på tværs af klynger. Brugerens rolle er ikke altid kendt, og det kan have indvirkning på, hvor meget indflydelse og anerkendelse brugerne har, eller oplever at have, i klyngen, siger Tine Laurine Rosenthal Johansen, projektleder i ViBIS og fagligt ansvarlig for undersøgelsen. 

Se også: Masterclass om brugerinddragelse i sundhedsklynger og PIU

Personlig anerkendelse og klare roller kan forbedre brugerinddragelsen

ViBIS har spurgt brugerrepræsentanterne om, hvad de oplever fungerer godt og mindre godt i sundhedsklyngerne. Her peger flere af brugerne blandt andet på, at det er vigtigt at føle, at man deltager på lige fod med de øvrige mødedeltagere.  

Tre gode råd

ViBIS har med udgangspunkt i undersøgelsen samlet tre gode råd til brugerinddragelse i sundhedsklyngerne:

1: At processen før, under og efter møderne har øje for at inkludere brugerne  

2: At rammerne for brugernes deltagelse er tydelige  

3: At det er synligt for alle, hvordan brugernes bidrag anvendes 

Det kan være helt små ting som et nik eller et anerkendende blik, der kan gøre, at man som bruger føler sig inddraget bedre i klyngen og føler sig komfortabel med at deltage aktivt, siger Tine Laurine Rosenthal Johansen.  

Derudover er der blandt brugerne et gennemgående behov for, at alle involverede parter, både brugere og klyngesekretariater, får en større viden og en klarere definition af rollen som bruger i sundhedsklyngen. 

Undersøgelsen kan give inspiration til, hvordan sundhedsklyngerne kan arbejde videre med brugerinddragelse i fremtiden, fortæller Tine Laurine Rosenthal Johansen: 

Den skal ses som en form for feedback til sundhedsklyngerne, fordi den giver nogle vigtige perspektiver på brugernes oplevelser. Vi håber, at den vil danne afsæt for lokale drøftelser om, hvordan det går med brugerinddragelsen, og det kan skabe inspiration sundhedsklyngerne imellem. 

Find undersøgelsen her

Kontakt

Tine Laurine Rosenthal Johansen

Tine Laurine Rosenthal Johansen

Projektleder
33 41 47 32

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er baseret på en afgrænset læsning af referater og interviews med 11 brugerrepræsentanter. Referaterne er fra de første møder I sundhedsklyngernes opstart (august 2022 - marts 2023), og brugerrepræsentanterne er fra 10 ud af i alt 21 sundhedsklynger i hele landet.

Brugerinddragelse er en proces i konstant udvikling. Da undersøgelsen fokuserer på det første halve år af klyngernes levetid, er de mange nye initiativer, som er sat i gang for at inddrage brugerne i klyngerne, ikke en del af den.