Store variationer i omfanget af brugerinddragelse i sundhedsvæsenets forskningsstrategier

Ny viden
none

En ny afdækning fra ViBIS viser, at både regioner og hospitaler har fokus på at inddrage brugerne i forskningen. Konkret har tre ud af fem regioner skrevet brugerinddragelse ind i deres forskningsstrategier, hvilket har betydning for den retning, der bliver sat i de enkelte hospitalsenheder.

Patienter og pårørende kan bidrage med perspektiver i forskningsprojekter, som forskerne ikke selv ville få øje på. Det giver bedre kvalitet i forskningen, og derfor er brugerinddragelse i forskning (også kaldet PPI) et felt i rivende udvikling – i Danmark såvel som internationalt. 

Men hvordan står det helt konkret til med brugerinddragelse i forskningsstrategier i det danske sundhedsvæsen?  

ViBIS har i en ny afdækning undersøgt, i hvilket omfang regionerne forholder sig til brugerinddragelse i forskning ved at se nærmere på de enkelte forskningsstrategier i regionerne og de tilhørende hospitalsenheder. 

Afdækningen viser, at tre ud af fem regioner har brugerinddragelse skrevet ind i deres forskningsstrategi, og at det tilsyneladende smitter af på de respektive hospitalsenheder, hvor flere har udfoldet begrebet med konkrete målsætninger og metoder. 

Det tyder på en klar sammenhæng mellem den strategiske retning, som regionerne sætter inden for brugerinddragelse i forskning, og den retning, hospitalsenhederne selv tegner. 

Forskningsstrategierne afspejler den retning, som ledelserne i sundhedsvæsenets forskningsenhed sætter. Når vi kan konstatere, at der er store variationer i, hvorvidt brugerinddragelse indgår i strategierne og at det smitter af på den lokale forskning, så ser vi et behov for, at flere kommer med på vognen og får det beskrevet som en klar intention fra centralt hold, fortæller Annette Wandel, vicedirektør i ViBIS, og tilføjer: 
Vi oplever heldigvis også at der generelt er en stor interesse for feltet og flere og flere melder sig aktivt ind i udviklingen af den konkrete praksis med brugerinddragelse i forskningsprocesser - både på strategisk niveau og i konkrete projekter. 

Se resultaterne fra afdækningen 

Afdækningen ’Hvor er brugerne i sundhedsvæsenets forskningsstrategier?’ beskriver i hvilket omfang og med hvilke ord, brugerinddragelse indgår i forskningsstrategier i regionerne og de lokale hospitalsenheder.   

Se en kort gennemgang af resultaterne i videoen nedenfor. 

Kursus: Patientinddragelse i forskning – hvad, hvorfor og hvordan?

ViBIS holder kursus om patientinddragelse i forskning, hvor du får teoretisk og praktisk viden om, hvordan du kan inddrage brugerne i dit forskningsprojekt.

Læs mere her.