Et robust sundhedsvæsen kræver differentiering og inddragelse

Nyhed
Hjemmebehandling

Danske Patienter bakker op om flere af anbefalingerne fra Robusthedskommissionen. Det er en gevinst for både patienter og sundhedsvæsenet, hvis dem, der kan og vil, bliver støttet til at tage del i deres egen behandling.

I dag fremlægger Robusthedskommissionen en rapport med 20 anbefalinger, der skal gøre sundhedsvæsenet robust i fremtiden. Som præmisser for kommissionens anbefalinger er blandt andet, at rekruttering af flere medarbejdere ikke er muligt og at sundhedsvæsenets opgavemængde derfor skal reduceres.

Den opfattelse deler Danske Patienter også.

Vi er nødt til at kigge på nye og innovative måder at løse opgaverne på – og det kan godt lade sig gøre på en måde, som er til gavn for patienterne, hvis det bliver gjort ud fra den enkeltes behov, siger direktør Morten Freil:

Rigtig mange patienter både kan og vil tage større del i deres egen behandling. De vil inddrages i beslutningerne, de vil behandle sig selv i hjemmet, og de vil have flere digitale løsninger til at understøtte deres hverdag med kronisk og langvarig sygdom. Det kan frigøre ressourcer til de patienter, som har brug for fysisk kontakt med sundhedsvæsenet.

Danske Patienter bakker derfor op om flere af anbefalingerne fra kommissionen.

Patienter skal være med til at prioritere

For eksempel foreslår kommissionen, at der bliver nedsat et nationalt prioriteringsråd, der skal se på, hvordan sundhedsvæsenet på tværs af sektorer kan bruge ressourcerne klogt – og med inddragelse af patientperspektivet.

Det er der allerede gode erfaringer med i organisationen Vælg Klogt, som Danske Patienter driver sammen med Lægevidenskabelige Selskaber. Her har patienter i samarbejde med læger blandt andet lavet anbefalinger, der skal fjerne unødvendige faste kontroller, fysisk fremmøde og dobbelte blodprøver.

Prioritering i sundhedsvæsenet behøver ikke at indebære serviceforringelser eller at man forringer patientrettigheder. Hvis man gør det klogt, er det tværtimod med til at give patienterne en bedre behandling og et lettere liv på trods af sygdom, siger Morten Freil.

Fælles beslutningstagning kan lette presset

Fundamentet for arbejdet i Vælg Klogt er fælles beslutningstagning – hvor patienter og læger sammen træffer beslutninger – og det er også en af anbefalingerne fra robusthedskommissionen, som Danske Patienter bakker op om.

Konkret foreslår kommissionen, at patienter systematisk skal inddrages i deres behandling, at patienter skal understøttes i egenomsorg og at tilbuddene skal differentieres efter den enkeltes behov.

Vi ved, at patienter ofte vælger eksempelvis træning frem for operation, når de er inddraget i beslutningen. Det er godt for den enkelte, og er også med til at lette presset i sundhedsvæsenet, så det er rigtig positivt, at kommissionen nævner det som en konkret anbefaling, siger Morten Freil.

Kontakt

Rikke Skovgaard. Foto: Tea Petersen

Rikke Skovgaard

Kommunikationschef
31 18 93 42

Patienter og pårørende: Sådan får vi et robust sundhedsvæsen

Mere hjemmebehandling, krav om fokus på livskvalitet ved investeringer og opgør med overflødige behandlinger.

Sådan lød nogle af de anbefalinger, som Danske Patienter har sendt ind til Robusthedskommissionen i efteråret 2022.

Find alle anbefalinger her.