Fælles beslutningstagning
Fælles beslutningstagning er en metode til inddragelse af patienter eller pårørende i egen behandling. Metoden handler om, at der skal træffes beslutninger i fællesskab med brugeren.
Fælles beslutningstagning er en metode, der involverer brugere i beslutninger om deres pleje, genoptræning og behandling. Metoden er relevant, når der er flere muligheder, og det bedste valg afhænger af brugerens situation og præferencer. Formålet er at træffe bedre beslutninger i samarbejde med brugeren.
Fælles beslutningstagning indebærer, at brugeren og sundhedspersonen sammen træffer beslutninger om udredning, behandling, pleje osv., baseret på brugerens præferencer. Sundhedspersonen bringer evidensbaseret viden om valgmuligheder, fordele, ulemper og usikkerheder ind i dialogen. Brugeren støttes i at udforske egne værdier og præferencer for at opnå den bedst mulige beslutning.
Metoden kaldes også fælles beslutningstagen eller Shared Decision Making internationalt. Den er anerkendt som en metode til individuel brugerinddragelse og har sin oprindelse i 1970'erne i USA. Metoden er blevet udbredt internationalt og har været genstand for omfattende forskning, især i USA, Storbritannien og Canada, med fokus på dens muligheder, begrænsninger og effektivitet.
Sådan arbejder man med fælles beslutningstagning
Fælles beslutningstagning er en systematiseret samtale mellem bruger og sundhedsperson. Sundhedspersonen deler viden om valgmuligheder, fordele og risici ud fra et fagligt perspektiv, mens brugeren deler viden om sit liv med sygdom samt præferencer og behov.
Gennem samtalen finder de sammen frem til den bedste træning, behandling eller pleje. Der er ingen fast opskrift på fælles beslutningstagning, da det afhænger af bruger, sundhedsperson og kontekst. En populær model er Three talk-modellen, der består af tre steps:
- Snak om, at der skal foretages et valg
- Snak om forskellige muligheder og deres fordele, ulemper og risici
- Snak om, at der skal træffes en fælles beslutning.
De tre steps kan foregå i samme eller flere forskellige samtaler, alt efter hvad der passer til det givne forløb. Beslutningsstøtteværktøjer kan også hjælpe i processen - find eksempler på værktøjer her.
Metoden er relevant i flere sammenhænge
Traditionelt er metoden anvendt ved større behandlingsvalg, hvor man har brug for en stringent metode til at understøtte større beslutninger med veldefinerede fordele og ulemper. Beslutningen skal desuden være tilstrækkelig betydningsfuld, før man bruger tiden på det.
I de seneste år er der kommet fokus på i højere grad at anvende tænkningen bag metoden, og udbrede den til at rumme mere komplekse behandlingsvalg, for at gøre metoden mere meningsfuld og relevant i praksis for sundhedspersoner og brugere. Her er et stort kendskab til brugeren og brugerens liv nødvendigt for at finde den bedste løsning.
Derfor er fælles beslutningstagning vigtigt
Der er mange gode grunde til at arbejde med fælles beslutningstagning – ikke mindst ud fra et etisk perspektiv: Den enkelte bruger har ret til at have viden om sine muligheder og indflydelse på beslutninger i sit eget forløb, i det omfang brugeren ønsker det, og inden for de givne rammer.
Der er gennemført mange studier af fælles beslutningstagning ved brug af beslutningsstøtteværktøjer, og samlet set viser disse, at fælles beslutningstagning:
- Øger brugernes viden om muligheder, fordele, ulemper og risici
- Bidrager til, at brugerne bliver mere afklarede om egne præferencer, de oplever mindre tvivl, og færre brugere fortryder deres valg
- Påvirker brugernes valg - for eksempel ved at de fravælger operation eller ønsker færre undersøgelser, at de tilvælger screeninger eller i højere grad følger medicinanvisninger.
Hvor er metoden relevant - og hvad kræver det?
Det er typisk læger, sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter, jordemødre og andre sundhedspersoner, der anvender fælles beslutningstagning for at samarbejde med brugere, herunder patienter og pårørende, om at træffe beslutninger.
Fælles beslutningstagning kan bruges i hele sundhedsvæsnet, men vil se forskelligt ud afhængigt af, om det foregår på et hospital, i almen praksis eller i en kommune.
Hvis man skal arbejde med metoden fælles beslutningstagning kræver det, at sundhedspersoner har en grundlæggende forståelse af det særlige samarbejde mellem bruger og sundhedsperson. Det er vigtigt, at de kan kommunikere på en åben, empatisk og respektfuld måde samt formidle viden om risici præcist og neutralt.
Man kan arbejde med fælles beslutningstagning på mange måder. I ViBIS klæder vi ansatte i sundhedsvæsenet på til opgaven ved blandt andet at:
- Afholde temadage med hospitalsafdelinger, hvor vi introducerer til, hvad fælles beslutningstagning er, og hvordan det kan gøres i praksis.
- Indgå i længerevarende udviklingsforløb, hvor vi understøtter hospitalsafdelinger i at udvikle og implementere fælles beslutningstagning med beslutningsstøtteværktøjer (LINK). Det gør vi via nogle af de redskaber, der findes her (LINK). Vi understøtter processen med viden og udviklingsværktøjer, men arbejder med, at medarbejderne skal tage ejerskab, så udviklingen forankres i den lokale praksis.
- Samarbejde med faglige organisationer om uddannelsesforløb i fælles beslutningstagning for deres medlemmer.
Kontakt
Skaber metoden ulighed i sundhed?
Der er begrænset viden om fælles beslutningstagnings indvirkning på sundhedsulighed og sårbare brugere.
Forskning tyder dog på, at sårbare brugere får lige så meget eller endda mere gavn af fælles beslutningstagning med beslutningsstøtteværktøjer sammenlignet med mere privilegerede brugere. Dette er især tilfældet, når beslutningsstøtteværktøjer er tilpasset den enkelte brugers sundhedskompetence.
Hvis alle sundhedspersoner konsekvent anvender fælles beslutningstagning og bruger beslutningsstøtteværktøjer med alle brugere, vil det ikke øge uligheden eller kun gavne de mere privilegerede. Tværtimod vil det reducere uligheden og i særlig grad gavne de sårbare brugere.
Læs mere i ViBIS' publikation om brugerinddragelse og ulighed.
