Psykiske problemer hos patienter bliver overset

Pressemeddelelse
none

Danskere med alvorlig eller kronisk sygdom får ikke den nødvendige hjælp til at håndtere de psykiske problemer, der opstår i forbindelse med deres fysiske lidelse.

Depression, angst og skyldfølelse. Det er blandt de psykiske problemer, som udvikler sig hos mange patienter, når de bliver diagnosticeret med en alvorlig eller kronisk sygdom som for eksempel kræft, epilepsi eller sclerose.

Danske Patienter har gennemført en rundspørge blandt sine medlemsorganisationer, der repræsenterer tilsammen 830.000 patienter. Af rundspørgen fremgår det, at netop de psykiske følgevirkninger af fysisk sygdom er meget omfattende blandt patienterne, der i 12 ud af 13 organisationer rammes af de psykiske problemer i alvorlig grad.

Konsekvenser for mennesker og samfund

Som eksempel kan 11 ud af 13 foreninger berette, at deres patienter føler sig isolerede, patienterne i 9 ud af 13 organisationer føler skyld i forhold til familie og netværk, i 8 ud af 13 organisationer plages patienterne af skam – og lidt over halvdelen af organisationerne fortæller, at deres patienter mister lysten til at leve.

Det har store konsekvenser for det enkelte menneske, når det ikke får hjælp til at håndtere de psykiske udfordringer, der ofte dukker op, når man diagnosticeres med en alvorlig eller kronisk sygdom. Men det går også ud over samfundet, når mennesker isolerer sig på grund af depression, angst eller andre psykiske problemer, forklarer chefkonsulent Annette Wandel fra Danske Patienter.

Således melder alle organisationerne i rundspørgen, at de psykiske problemer påvirker patienternes evne til at blive på arbejdsmarkedet – og derfor kan det ifølge Danske Patienter hurtigt blive dyrt for samfundet at undlade behandling af de psykiske symptomer ved fysisk sygdom.

Tid til politisk handling

I Danske Patienter har man udarbejdet nogle anbefalinger til løsninger, der kan dæmme op for problemerne og hjælpe de mange danskere, der rammes på psyken i forbindelse med deres fysiske sygdom. Blandt anbefalingerne er fri adgang til psykologhjælp.

Gode intentioner er ikke længere nok. Der er alvorligt brug for tiltag, der kan sikre mennesker med psykiske følgevirkninger af deres fysiske sygdom en værdig behandling. Problemerne er kendte, og vi har løsningerne. Jeg vil derfor på det kraftigste opfordre den nuværende og kommende regering til at sikre handling på området, understreger formand Lars Engberg fra Danske Patient

Fakta

Danske Patienter har stillet deres medlemsorganisationer en række spørgsmål om koblingen mellem fysisk og psykisk sygdom.

Spørgsmålene er besvaret af organisationernes sociale- og sundhedsfaglige personale, der har den daglige kontakt med patienterne i Danmark.

Rundspørgen kan ses her. Den viser blandt andet, at patienterne med alvorlig og kronisk sygdom efterspørger bedre adgang til psykologhjælp.

Danske regioner har sidste år lavet en undersøgelse, der viser, at samfundet kan spare 700 millioner kroner, hvis alle aldersgrupper kan få adgang til psykologhjælp. I dag får kun danskere i aldersgruppen op til 37 år tilbud om psykologhjælp fra det offentlige.

Danske Patienter har lavet et katalog med ni cases, der illustrerer problematikken med koblingen af fysisk og psykisk sygdom – se kataloget her.