Regionernes kvalitetsinstitut kan underminere tilliden til sundhedsvæsenets prioriteringer
Arbejdet med kliniske retningslinjer bør strømlines, men regionernes nye kvalitetsinstitut vækker bekymring hos Danske Patienter. Monofaglig silotænkning vil ikke fremme helhedsperspektiv i patientbehandlingen, og sammenblandingen mellem retningslinjer og økonomi gør det svært at gennemskue, om beslutninger er styret af faglighed eller sparekniv.
Danske Regioners beslutning om at oprette Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut, som vil integrere RKKP og Behandlingsrådet under én paraply, har vakt bekymring hos mange – også Danske Patienter, der taler på vegne af en lang række patient- og pårørendeforeninger med til sammen 900.000 medlemmer.
Selvom det er fornuftigt, at regionerne med instituttet vil sikre ensartet høj kvalitet i sundhedsydelser på tværs af landet samt omkostningseffektive behandlinger og interventioner med minimalt spild, rejser planerne også flere kritikpunkter hos Danske Patienter.
Monofaglig silotænkning gavner ikke patienterne
For det første lægger planerne op til en monofaglig tilgang til udarbejdelsen af kliniske retningslinjer, som er problematisk, hvis man skal sikre en helhedsorienteret patientbehandling.
Tværfagligheden er helt afgørende, hvis retningslinjerne skal omfavne de mange facetter af patientpleje og behandling, som er nødvendigt for at opnå de bedste sundhedsresultater, siger Klaus Lunding, formand for Danske Patienter.
Det gælder for eksempel på områder som senfølger, rehabilitering og fedmebehandling, hvor det er essentielt at inddrage en bred vifte af fagpersoner – læger, sygeplejersker, diætister, terapeuter, eksperter i mental sundhed, og andre relevante aktører.
Planerne rammer desuden skævt i forhold til den udvikling, der ellers er i sundhedsvæsenet, hvor mere behandling skal foregå i primærsektoren.
Der er i stigende grad brug for at kvalitetssikre forløb frem for én sektors indsatser, som er målet for det nye institut, der primært sigter på hospitaler, siger Klaus Lunding.
Problematisk sammenblanding af faglighed og økonomi
For det andet er det ifølge Danske Patienter bekymrende med instituttets forankring i lægevidenskabelige selskaber, som ikke er underlagt habilitetskrav og baserer sig på frivilligt arbejde.
Vi anerkender til fulde det kæmpe og vigtige arbejde, der sker i de lægevidenskabelige selskaber. I mange lægevidenskabelige selskaber yder ildsjæle en stor indsats for at sikre gode og solide retningslinjer, siger Klaus Lunding og fortsætter:
Men indsatserne varierer på tværs af specialer, og derfor er resultaterne for uensartede. Og det rejser spørgsmål om kvaliteten af de retningslinjer, der udarbejdes, samt om de potentielle interessekonflikter, der kan opstå, når retningslinjerne bliver udviklet uden klare krav til habilitet.
Desuden er det bekymrende, at der sker en direkte sammenblanding mellem retningslinjearbejde og økonomi. Det gør det uigennemskueligt for både myndigheder og befolkningen at skelne mellem, hvad der er fagligt begrundet og hvad der er økonomisk motiveret.
En sådan uigennemsigtighed kan underminere tilliden til sundhedsvæsenets beslutninger og prioriteringer, samt til de kliniske retningslinjer, som skal guide sundhedsprofessionelles praksis, siger Klaus Lunding.
Nationalt prioriterings- og kvalitetsorgan er vejen frem
I lyset af disse bekymringer opfordrer Danske Patienter til, at Danske Regioner skrinlægger planerne om Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut – og afventer anbefalingerne fra Sundhedsstrukturkommission.
Det er dårlig timing at begynde at opfinde sine egne strukturer på et område, som er så vigtigt for sundhedsvæsenets udvikling fremadrettet, siger Klaus Lunding, som også finder det ”overilet” at man nedlægger Behandlingsrådet inden det har fået en reel chance for at vise sit potentiale.
Danske Patienter ser hellere, at der arbejdes hen imod en nationalt forankret prioriterings- og kvalitetsorganisation, hvor der er bred involvering af relevante aktører som repræsentanter for patienter og pårørende og faggrupper på tværs af sektorer – både i forhold til forankringen af retningslinjearbejdet i fremtiden såvel som i de konkrete anbefalinger til, hvordan sundhedsvæsenet bedst muligt anvender vores fælles ressourcer.
Økonomisk prioritering er uundgåeligt og nødvendigt for at sikre et bæredygtigt sundhedsvæsen. Men det er essentielt, at beslutningerne bliver taget på et transparent og oplyst grundlag, hvor der er klar skelnen mellem faglige anbefalinger og økonomiske hensyn, siger Klaus Lunding.
Kontakt
