Sådan lever danskerne længere og sundere

Et opgør med fysisk inaktivitet og social ulighed er blot nogle af de anbefalinger, som Vidensråd for Forebyggelse har til, hvordan danskerne skal leve et sundere og længere liv.

Vidensråd for Forebyggelse er et uafhængigt råd, der arbejder med forebyggelse af sygdom og fremme af befolkningens sundhed. I kølvandet på konferencen Sundhed og adfærd – fra forskning til politisk handling den 24. februar 2014 har rådet offentliggjort en række anbefalinger, der skal bidrage til, at danskerne får et langt og sundt liv.

Udover konkrete anbefalinger til prisregulering på alkohol og tobak, indeholder anbefalingerne også nogle mere overordnede visioner for en livsstilsændring i den danske befolkning.

Byplanlægning skal understøtte fysisk aktivitet

Videnråd for Forebyggelse anbefaler, at borgernes muligheder for at være fysisk aktive bliver tænkt ind, når en ny infrastruktur eller lokalplan er på tegnebrættet. Det gør bevægelse til en naturlig del af at færdes i byrummet.

Derudover anbefaler rådet, at der ved de sygdomstilfælde, hvor der er sundhedsfaglig evidens for effekt, bliver givet motion på recept. På den måde bliver indsatsen målrettet netop de grupper, der har gavn af fysisk superviseret træning.

Også de personer, der er beskæftiget i jobkategorier, der er særligt fysisk krævende, skal ifølge anbefalingerne tilbydes træning i arbejdstiden, så man sikrer, at de kan passe deres arbejde uden udtrætning og tidlig nedslidning.

Strukturelle tiltag kan mindske social ulighed i sundhed

Udover et opgør med den fysiske inaktivitet, rummer anbefalingerne også tiltag, der skal komme den sociale ulighed i sundhed til livs. Blandt andet mener rådet, at den pædagogiske kvalitet i daginstitutionerne i ressourcesvage områder skal styrkes, ligesom de praktiserende læger i højere grad bør søge til de områder, hvor der er dårligst sundhed.

Videnråd for Forebyggelse

Rådet er et uafhængigt organ, der har fokus på de sundhedsrisici og sundhedsfremmende faktorer, der har størst betydning for danskernes sundhed. 

Rådet består af 15 eksperter med en stor viden om de sygdomme og risikofaktorer, der påvirker danskernes sundhed– særligt alkohol, mental sundhed, fysisk aktivitet, rygning, kost, overvægt og ulighed i sundhed.

Læs mere om rådet her.

Kan 'nudging' skabe bedre sundhed?

Med nudging påvirkes mennesker til at træffe et bestemt valg – men uden at de fratages retten til at vælge frit. Med det kan man påvirke danskerne til at træffe sundere valg og dermed forbedre den samlede folkesundhed. 

Læs mere om og se eksempler på nudging her. 

Motivation er vigtigt for sundhed

I et interview med overlæge og professor Bente Klarlund kan du få gode råd til, hvordan du kommer igang med at dyrke motion. Hun giver tre enkle råd, som kan bruges af alle i hverdagen. 

Find de gode råd her.