Ny regering vil gøre op med dårlig sammenhæng i patienternes forløb

Pressemeddelelse
none

Sammenhæng i patienternes forløb er en af de store opgaver, som den nye regering skal løfte. Danske Patienter er glade for, at det fremgår tydeligt af regeringens udmelding.

En ny regering – de samme sundhedsudfordringer. Blandt de største udfordringer er sammenhængen i patienternes forløb. I 40 år har problemet været det samme: Patienterne bliver tabt i overgangen fra den ene sektor til den anden, og fra den ene afdeling til den anden, med dårlig behandling og store personlige omkostninger som konsekvens.

Vi er rigtigt glade for, at man nævner sammenhængsudfordringerne som en af de ting, man vil arbejde for at ændre i den nye regering. Vi mangler at se de konkrete initiativer, men satser på, at de vil tage udgangspunkt i forpligtende samarbejder mellem sektorerne. Og så er det nødvendigt med fælles finansiering og fælles organisering på tværs af regioner, kommuner og almen praksis, hvis vi skal nedbryde siloerne, understreger direktør Morten Freil fra Danske Patienter.

Skal man for alvor skabe ordentlige forhold for patienterne, er det nødvendigt, at man ikke kloger sig på deres vegne, men husker at inddrage dem i processerne.

Det er patienterne og deres pårørende, der ved, hvor det går galt i sundhedsvæsenet. Det er dem, der oplever, når behandlingen på hospitalet ikke passer med indsatsen i kommunen – og det er dem, det går ud over, når sammenhængen glipper. Derfor skal patienter og pårørende inddrages både i udviklingen af nye løsninger og i egne forløb. Det fremgår ikke af regeringsaftalen, men patientinddragelse er forudsætningen for, at de løsninger, man laver for at binde sundhedsvæsenet sammen, gør en forskel i praksis, siger Morten Freil.

Flere læger og opgør med ulighed

Lægerne har fået større ansvar som tovholdere i patienternes forløb, men de er pressede på grund af lægemangel. Mange patienter står uden egen læge, om få år drejer det sig om 300.000 borgere. Derfor er det positivt, at regeringen har gjort det til sin opgave at sikre flere læger i alment praksis.

Vi opfordrer regeringen til at inddrage sundhedsvæsenets aktører meget bredt til en snak om løsninger på problemet. Det handler om patientorganisationer, sundhedsfaglige organisationer i meget bred forstand og organisationseksperter. Vi har brug for at tænke området på en ny måde, så vi kan få nogle permanente supplerende tilbud til den almen praksis, vi kender i dag, siger Morten Freil.

Det er ulighedsskabende, når nogle borgere står uden læge, mens andre ikke gør. Og det er desværre ikke det eneste problem, der er med ulighed i det danske sundhedsvæsen.

I dag betyder din bopæl, din økonomi og din evne til selv at skabe sammenhæng i dit forløb, om du får en god eller dårlig behandling i sundhedsvæsenet. Det er ikke i orden. Derfor er vi rigtigt glade for, at ulighed er beskrevet som et særligt indsatsområde i regeringsaftalen, siger Morten Freil og understreger:
Det er nødvendigt, at man stiller krav til sundhedsvæsenet om at afdække, hvor der er problemer med ulighed, og hvad man kan gøre ved det. Det skal simpelthen være et af de overordnede mål, som sundhedsvæsenet skal styre efter.

Danske Patienter glæder sig til at se, hvordan regeringen helt konkret vil sætte skub i de gode intentioner på sundhedsområdet. Og her er det vigtigt at stille skarpt på forudsætningen for at skabe et bedre sundhedsvæsen: Investeringer.

Der er brug for investeringer i sundhedsvæsenet – det har aldrig været under så stort pres, som det er i dag. Det er positivt, at man med planer om et behandlingsråd, vil rydde op i det, der ikke gavner patienterne, men det er ikke nok. Derfor ser vi frem til regeringens udspil med konkrete tiltag i nærmeste fremtid, siger Morten Freil.

Se aftalen her

The referenced media source is missing and needs to be re-embedded.

Du finder regeringens aftale her.

Læs også:

► Hårdt brug for investeringer i sundhedsvæsenet:
Overbelægning, nedskæringer i kerneopgaverne og utilstrækkelig behandling af blandt andet patienter med psykisk sygdom. Der er brug for en massiv investering i det danske sundhedsvæsen.

► Patienter og pårørendes ønsker til kommende regering:
Styrket økonomi, mere patientinddragelse og færre overflødige behandlinger. Det er blandt nogle af ønskerne fra patienter og pårørende til den kommende regering.

► Lægemangel kan spænde ben for gode intentioner i reform:
Positive ændringer i regeringens sundhedsreform, men uden en holdbar løsning, der sikrer lægedækning til alle patienter, får de gode intentioner svært ved at fungere i praksis, mener Danske Patienter.