Sådan undgår du pseudoinddragelse

Blogindlæg

Alt for ofte bliver patienter og pårørendes input i udviklingsprojekter ikke brugt til noget reelt. Det er en skam, for vi får et bedre sundhedsvæsen, når vi inddrager patienter og pårørende systematisk i udviklingen af nye løsninger.

Af projektleder Mette Munch-Petersen fra ViBIS

Patienter og pårørende har en unik viden, som kan være med til at forbedre sundhedsvæsenet. Ved at inddrage dem på organisatorisk niveau i udviklingen af sundhedsydelser bliver indsatserne i højere grad tilpasset deres behov. Men erfaringer med at inddrage patienterne i praksis er ikke altid gode. Det kan resultere i pseudoinddragelse, hvor man godt nok inviterer patienter og pårørende ind i udviklingsfasen, men hvor de reelt ikke får indflydelse på resultatet og løsningerne.

De seneste år er organisatorisk inddragelse blevet mere udbredt i politikker, strategier og lokale projekter i sundhedsvæsnet – eksempelvis i de Nationale Kvalitetsmål og i hospitalernes lokale strategier. Men dårlige rammer og manglende forberedelse betyder, at vi endnu ikke har indfriet potentialet for inddragelse.

► Find litteratur om organisatorisk brugerinddragelse her.

Tre gode råd

Organisatorisk inddragelse fungerer ikke, når man ikke formår at lytte til patienter og pårørende. De bliver klemt i samarbejdet, og man spilder derved hinandens tid. Her er tre gode råd til, hvordan man undgår pseudoinddragelse.

  • Lad ledelsen gå forrest. Ledelsen skal prioritere arbejdet og sikre, at de nødvendige ressourcer bliver afsat til eksempelvis lokaler og medarbejdere. De skal afklare, hvilken indflydelse man kan og vil give patienterne i det konkrete samarbejde. Samtidig har de ansvaret for, at medarbejdere, patienter og pårørende er klædt på til at indgå i samarbejdet.
  • Brug patienternes input aktivt. Organisationen skal beslutte, hvordan man vil bruge patienter og pårørendes input i udviklingsarbejdet, inden man sætter arbejdet i gang. Det glemmer mange organisationer ofte. Patienter og pårørende kan eksempelvis være en del arbejdsgruppen eller komme med input i et brugerpanel. Den rigtige løsning afhænger af, hvad man vil opnå.
  • Evaluer indsatsen. En løbende evaluering af indsatsen er nødvendig, så man sikrer, at patienter og pårørendes input bliver brugt på den rigtige måde. Når den nye indsats er færdig, skal organisationen undersøge og tydeliggøre, hvilken indflydelse patienter og pårørendes input har fået.

Kontakt

Mette Munch-Petersen. Foto: Tea Petersen

Mette Munch-Petersen

Projektleder
33 41 47 56

Inspirationskatalog

ViBIS har lavet et inspirationskatalog, der gemmengår forudsætningene for arbejdet med brugerrepræsentation i praksis. 

Find kataloget her.